---
title: "Sermersooq anerkender og støtter borgernes opråb i Tasiilaq"
description: "Kommuneqarfik Sermersooq anerkender og støtter det opråb, som borgerne i Tasiilaq har rettet mod de udfordringer, de oplever i forhold til infrastruktur, transport og politisk prioritering."
date: "2026-01-23"
created: "2026-01-23"
---

[Hjem](https://da.sermersooq.gl/)

                    [Om Kommuneqarfik Sermersooq](https://da.sermersooq.gl/om-kommuneqarfik-sermersooq)

                    [Nyheder](https://da.sermersooq.gl/om-kommuneqarfik-sermersooq/nyheder)

                [Sermersooq anerkender og støtter borgernes opråb i Tasiilaq](https://da.sermersooq.gl/om-kommuneqarfik-sermersooq/nyheder/sermersooq-anerkender-og-stoetter-borgernes-opraab-i-tasiilaq)

# Sermersooq anerkender og støtter borgernes opråb i Tasiilaq

**Kommuneqarfik Sermersooq anerkender og støtter det opråb, som borgerne i Tasiilaq har rettet mod de udfordringer, de oplever i forhold til infrastruktur, transport og politisk prioritering.**

”Vi forstår og deler bekymringen over de forhold, der påvirker dagligdagen og livskvaliteten i Østgrønland,” fortæller borgmester Avaaraq Olsen. Hun ærgrer sig ligeledes over, at udfordringerne tager til, midt i en proces hvor kommunen øger selvbestemmelsen uden for Nuuk.

Ændringer i flyruter og forsyningslinjer har medført betydelige vanskeligheder for Tasiilaq og omkringliggende bygder. Beslutningen om at omlægge al flyfragt via Nuuk i stedet for den tidligere direkte forbindelse til Island har resulteret i forlængede fragttider og ustabile forsyninger af vigtige varer. Dette har påvirket både erhvervsliv og borgernes hverdag negativt.

Borgmester Avaaraq Olsen slår fast: ”Kommuneqarfik Sermersooq har tidligere taget initiativer for at adressere disse udfordringer, herunder afholdelse af erhvervs- og infrastrukturseminarer med deltagelse af Selvstyret og relevante selskaber. Der var enighed om behovet for at løfte i fællesskab, men det er afgørende, at denne enighed omsættes til konkret handling.”

Borgmesteren deler borgernes opfattelse af, at udviklingen i Østgrønland kræver en fælles indsats. Det er ikke tilstrækkeligt med isolerede tiltag; der er behov for en samlet strategi, hvor både kommune, Selvstyre og selskaber arbejder sammen for at sikre bæredygtig udvikling i regionen.

”Vi opfordrer alle involverede parter til at genoptage dialogen og forpligte sig til konkrete løsninger, der adresserer de udfordringer, som borgerne i Tasiilaq står overfor. Det er afgørende, at vi handler nu for at sikre, at Østgrønland ikke efterlades bagud i den nationale udvikling,” afslutter borgmesteren.
