---
title: "Naturen bliver et nyt læringsrum for børn og familier i Tasiilaq"
description: "Et hold elever fra Tasiilaqs skole får nu en særlig mulighed for at opleve, hvordan naturen, kroppen, kulturen og fællesskabet kan blive en aktiv del af deres læring og skoleliv."
date: "2026-09-14"
created: "2026-09-14"
---

[Hjem](https://da.sermersooq.gl/)

                    [Om Kommuneqarfik Sermersooq](https://da.sermersooq.gl/om-kommuneqarfik-sermersooq)

                    [Nyheder](https://da.sermersooq.gl/om-kommuneqarfik-sermersooq/nyheder)

                [Naturen bliver et nyt læringsrum for børn og familier i Tasiilaq](https://da.sermersooq.gl/om-kommuneqarfik-sermersooq/nyheder/naturen-bliver-et-nyt-laeringsrum-for-boern-og-familier-i-tasiilaq)

# Naturen bliver et nyt læringsrum for børn og familier i Tasiilaq

![](https://da.sermersooq.gl/i/MOLIRIMEDIA/50a4eb3e-b2c2-4d29-945d-605f140efc08?width=800)

            Foto: Søren Skov

Et hold elever fra Tasiilaqs skole får nu en særlig mulighed for at opleve, hvordan naturen, kroppen, kulturen og fællesskabet kan blive en aktiv del af deres læring og skoleliv.

##### **Et nyt forsøgsarbejde i Tasiilaq**

Kommuneqarfik Sermersooq har modtaget 3 mio. kr. fordelt over to år fra Folketingets Grønlandsudvalg til et nyt forsøgsarbejde i Tasiilaq. Indsatsen gennemføres i samarbejde med Sustainable Now, en non-profit-organisation bag initiativet ”Vi samarbejder i Tasiilaq”. Programmet kaldes The Polar Academy Greenland og skal give en gruppe elever fra skolens udskoling mulighed for at lære og udvikle sig gennem udeliv, fysisk aktivitet og undervisning i naturen året rundt.

##### **Inspiration fra Skotland og fokus på livsmod**

Programmet er inspireret af The Polar Academy, en skotsk velgørenhedsorganisation, der støtter unge med lavt selvværd gennem fysisk træning, friluftsliv, polarekspeditioner og vedholdende voksenstøtte. Forsøgsarbejdet i Tasiilaq bygger på et tæt samarbejde med den skotske organisation, som bidrager med viden, erfaring og sparring til udviklingen af programmet.

Målet er at skabe et læringsforløb, hvor de unge får erfaringer og kompetencer, som de kan tage med sig videre i livet. Forløbet skal styrke deres selvtillid, mentale robusthed, ansvarsfølelse og tro på egne evner, så de får bedre mulighed for at håndtere personlige udfordringer og stå stærkere i troen på deres egen fremtid. I Tasiilaq beskrives dette som at styrke livsmodet.

Den storslåede natur omkring Tasiilaq skal bruges aktivt som læringsrum. Gennem aktiviteter og udfordringer i naturen får eleverne mulighed for at opleve, at de kan mere, end de måske selv tror. Samtidig får de redskaber til at indgå i fællesskaber og håndtere svære situationer.

##### **En stærk begyndelse med fællesskab**

Programmet er allerede godt i gang. To af skolens lærere er knyttet til indsatsen, og der ansættes en ekstra medarbejder med særligt fokus på udeliv og læring i naturen gennem alle årets årstider. Lærerne har stor erfaring med at styrke børns trivsel, deltagelse og læringsmuligheder.

*“Vi glæder os til dette dejlige fællesskab, hvor vi kommer til at støtte børnene og gå med deres drømme om, hvad de vil i fremtiden. Det var dejligt at se glade ansigter til det første møde med holdet, hvor de var nysgerrige og spurgte, om de kan sejle i qajaq, svømme og fiske med flue, når vi kommer til Skotland til næste forår. Også tanken om at komme ud i naturen i Tasiilaqs bagland vakte stor begejstring. En god start med fællesskab. Vi glæder os til et godt samarbejde på tværs,”* siger Anna Uzelac Nørgaard, fungerende skoleinspektør, som er med i programmet.

##### **Forældrene bliver en del af forløbet**

Forældrene bliver også en vigtig del af forløbet. De får mulighed for at mødes med andre forældre, dele erfaringer og støtte hinanden. Samtidig kan de være med til at skabe ny viden om, hvordan naturen omkring Tasiilaq kan bruges mere aktivt i arbejdet med læring, trivsel og livsmod.

På den måde kan forandringerne brede sig fra det enkelte barn til familien og videre ind i nye fællesskaber. Ambitionen er, at erfaringerne på længere sigt kan komme endnu flere børn, unge og familier i Tasiilaq til gavn.

![](https://da.sermersooq.gl/i/MOLIRIMEDIA/7adca1ec-7d20-4bf3-988b-24f1f413dc22?width=800)Foto: Søren Skov

![](https://da.sermersooq.gl/i/MOLIRIMEDIA/3a96d840-d1ba-4d8c-b782-739169bdc6fc?width=800)
