---
title: "Den døgnbemandede boenhed Nasippi overtages af kommunen"
description: "Kommuneqarfik Sermersooq overtager ansvaret for den døgnbemandede, beskyttede boenhed Nasippi i Tasiilaq. Overdragelsen ændrer ikke på beboerne eller medarbejderne."
date: "2026-10-29"
created: "2026-10-29"
---

[Hjem](https://da.sermersooq.gl/)

                    [Om Kommuneqarfik Sermersooq](https://da.sermersooq.gl/om-kommuneqarfik-sermersooq)

                    [Nyheder](https://da.sermersooq.gl/om-kommuneqarfik-sermersooq/nyheder)

                [Den døgnbemandede boenhed Nasippi overtages af kommunen](https://da.sermersooq.gl/om-kommuneqarfik-sermersooq/nyheder/den-doegnbemandede-boenhed-nasippi-overtages-af-kommunen)

# Den døgnbemandede boenhed Nasippi overtages af kommunen

Kommuneqarfik Sermersooq overtager ansvaret for den døgnbemandede, beskyttede boenhed Nasippi i Tasiilaq. Overdragelsen ændrer ikke på beboerne eller medarbejderne.

Nasippi drives i dag af Socialstyrelsen, men Naalakkersuisut har efter godkendelse fra Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg den 30. juni 2026 besluttet at overdrage tilbuddet til Kommuneqarfik Sermersooq. Kommunalbestyrelsen godkendte kommunens overtagelse den 2. september 2026.

På kommunalbestyrelsens møde den 21. oktober blev oprettelsen af Nasippi som en kommunal, døgnbemandet beskyttet boenhed godkendt, så tilbuddet kan fortsætte som hidtil under kommunens ansvar.

Nasippi er et tilbud til voksne borgere med udviklingshæmning, lavt kognitivt funktionsniveau eller andre komplekse støttebehov. Formålet er at tilbyde en helhedsorienteret indsats, der støtter borgerne i at udvikle og vedligeholde dagligdagsfærdigheder, bevare relationer til familie og netværk samt deltage aktivt i sociale fællesskaber.

Borgmester Avaaraq Olsen glæder sig over, at oprettelsen nu er godkendt, og at kommunen kan videreføre tilbuddet.

”Jeg er glad for, at vi nu er nået hertil, og at Nasippi fremover bliver en del af kommunens tilbud. Det vigtigste er, at beboerne fortsat får den støtte og omsorg, de har brug for, og at hverdagen kan fortsætte som hidtil,” siger borgmester Avaaraq Olsen.

Nasippi har seks pladser og bemandes med en leder, en souschef og 11 medarbejdere.
