---
title: "ArcticExpo i Nuuk er kommet for at blive: Nu offentliggøres tid og sted for 2027"
description: "16.-18. marts slår Aalborg Kongres og Kultur Center (AKKC) og Kommuneqarfik Sermersooq endnu engang dørene op for ArcticExpo i Nuuk - Grønlands nye knudepunkt for fiskeri, fangst og innovation."
date: "2026-09-18"
created: "2026-09-18"
---

[Hjem](https://da.sermersooq.gl/)

                    [Om Kommuneqarfik Sermersooq](https://da.sermersooq.gl/om-kommuneqarfik-sermersooq)

                    [Nyheder](https://da.sermersooq.gl/om-kommuneqarfik-sermersooq/nyheder)

                [ArcticExpo i Nuuk er kommet for at blive: Nu offentliggøres tid og sted for 2027](https://da.sermersooq.gl/om-kommuneqarfik-sermersooq/nyheder/arcticexpo-i-nuuk-er-kommet-for-at-blive-nu-offentliggoeres-tid-og-sted-for-2027)

# ArcticExpo i Nuuk er kommet for at blive: Nu offentliggøres tid og sted for 2027

16.-18. marts slår Aalborg Kongres og Kultur Center (AKKC) og Kommuneqarfik Sermersooq endnu engang dørene op for ArcticExpo i Nuuk - Grønlands nye knudepunkt for fiskeri, fangst og innovation.

![](https://da.sermersooq.gl/i/MOLIRIMEDIA/71b5a804-b250-4932-b921-57b47043a015?width=800)

Efter en succesfuld premiere på ArcticExpo i Nuuk i foråret vender messen tilbage d. 16.-18. marts 2027. For med 50 udstillere og 2300 besøgende talte ArcticExpo 2026 sit tydelige sprog: Der er behov for en tilbagevendende messe med fokus på fiskeri, fangst og innovation i Nuuk.

**ArcticExpo er et knudepunkt i Arktis**

De 2300 besøgende på ArcticExpo spændte vidt; Lige fra praktikere til politikere - og på den måde blev messen det knudepunkt for branchens interessenter, som arrangørerne havde sigtet efter. Blandt deltagerne var både fiskere, fangere, repræsentanter fra Sydgrønlands tunge erhvervsaktører og ikke mindst politikere fra både Inatsisartut, Avannaata Kommunia og Kommuneqarfik Sermersooq, heriblandt også ministre og borgmestre.

**Bygger videre på et solidt fundament**

Samarbejdet mellem Kommuneqarfik Sermersooq og AKKC er et vigtigt element i den succesfulde messe. For selvom AKKC har arrangeret og afviklet messer i Grønland siden 2006, bliver det aldrig en simpel opgave at arrangere en messe mere end 3000 km væk hjemmefra.

*"Det gode samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq er helt essentielt. Og både samarbejdet, rammerne og atmosfæren i Inussivik spillede virkelig til ArcticExpo i foråret. Det gav os et virkelig solidt fundament at bygge videre på,"* siger Lars Rønnov, der er kommerciel chef i AKKC.

Også blandt udstillerne, der både kom fra Grønland, Island, Færøerne og Danmark, var der positiv stemning omkring ArcticExpo. Netop den særlige atmosfære blev bemærket af Cuno Jensen, der er direktør i Qalut VÓNIN. Han fortæller:

*"Messen er blevet taget godt imod. Vi har haft mange gæster, og gæsterne har kunnet lide at komme på messen. Jeg kan mærke, der er en god atmosfære - også når jeg går rundt og taler med de andre udstillere."*

ArcticExpo 2027 bygger altså videre på det solide fundament, som arrangørerne, samarbejdspartnerne og udstillerne sammen med oplægsholderne og de besøgende skabte under den første udgave af ArcticExpo i Nuuk i foråret 2026.

*ArcticExpo finder sted 16.-18. marts 2027 i Inussivik på Kissarneqqortuunnguaq 19 i Nuuk. ArcticExpo afholdes hvert andet år - forskudt med PolarExpo i Ilulissat, som også arrangeres og afvikles af AKKC. Ved behov for uddybende information, se*[*www.arcticexpo.dk*](http://www.arcticexpo.dk/) *eller kontakt pressekoordinator for ArcticExpo Anita Oien på +45 20 66 12 93.*

![](https://da.sermersooq.gl/i/MOLIRIMEDIA/71b5a804-b250-4932-b921-57b47043a015?width=800)

![](https://da.sermersooq.gl/i/MOLIRIMEDIA/97f0a297-7f96-4992-92ec-2bd41622712c?width=800)

![](https://da.sermersooq.gl/i/MOLIRIMEDIA/9a7d85a1-7d13-423c-a08d-7c5d8632d104?width=800)

![](https://da.sermersooq.gl/i/MOLIRIMEDIA/8c2d316b-87ab-4622-8bf2-e9bbf3249277?width=800)

![](https://da.sermersooq.gl/i/MOLIRIMEDIA/b85576ae-dc0f-4238-abdd-5daae7733ae1?width=800)
