---
title: "193 ledere styrket gennem Aqutsineq"
description: "Kommuneqarfik Sermersooq har gennem de seneste tre år haft et målrettet fokus på at styrke kommunens mellemledere. Når 2026 er omme, forventes omkring 193 ledere at have gennemført lederudviklingsforløbet Aqutsineq – og dermed er den oprindelige målsætning mere end indfriet."
date: "2026-08-10"
created: "2026-08-10"
---

[Hjem](https://da.sermersooq.gl/)

                    [Om Kommuneqarfik Sermersooq](https://da.sermersooq.gl/om-kommuneqarfik-sermersooq)

                    [Nyheder](https://da.sermersooq.gl/om-kommuneqarfik-sermersooq/nyheder)

                [193 ledere styrket gennem Aqutsineq](https://da.sermersooq.gl/om-kommuneqarfik-sermersooq/nyheder/193-ledere-styrket-gennem-aqutsineq)

# 193 ledere styrket gennem Aqutsineq

Kommuneqarfik Sermersooq har gennem de seneste tre år haft et målrettet fokus på at styrke kommunens mellemledere. Når 2026 er omme, forventes omkring 193 ledere at have gennemført lederudviklingsforløbet Aqutsineq – og dermed er den oprindelige målsætning mere end indfriet.

![](https://da.sermersooq.gl/i/MOLIRIMEDIA/06fc9512-243f-4208-b2cd-0955fbd1c79f?width=800)

            Aqutsineq 2025

Aqutsineq blev igangsat i november 2023 efter et ønske fra direktionen og Kommunalbestyrelsen. Målet var ambitiøst: Inden udgangen af 2026 skulle 97 procent af Kommuneqarfik Sermersooqs mellemledere have gennemført et lederudviklingsforløb. Det svarede ved programmets start til omkring 165 mellemledere.

Når de sidste planlagte hold i 2026 er gennemført, forventes omkring 193 ledere at have været igennem Aqutsineq.

Det betyder, at kommunen ikke alene har nået sin oprindelige målsætning, men også har kunnet tilbyde uddannelsen til nye ledere i takt med, at der har været udskiftning på lederposterne.

**Lederudvikling i hele kommunen**

Det har fra begyndelsen været vigtigt, at lederudviklingen ikke kun foregår i Nuuk. Ledere i alle Kommuneqarfik Sermersooqs byer er derfor blevet tilbudt Aqutsineq.

I 2026 blev forløbet også gennemført for lederne i Ittoqqortoormiit, og dermed er lederudviklingen nået hele vejen rundt i kommunen.

I denne uge afsluttes et hold i Paamiut, mens årets sidste hold afholdes i Nuuk til efteråret.

**En særlig investering i vores velfærdsområder**

En vigtig del af indsatsen har været at investere i lederne på de områder, hvor kommunen hver dag leverer centrale velfærdsydelser til borgerne. Det gælder blandt andet lederne på dagtilbudsområdet og i ældreplejen.

Her spiller den nærmeste leder en vigtig rolle i medarbejdernes arbejdsliv. Derfor skal lederne have gode og konkrete værktøjer til blandt andet at skabe attraktive arbejdspladser, udvikle medarbejderne og styrke trivsel og samarbejde.

Det er samtidig en investering i kommunens arbejde med fastholdelse og rekruttering. Dygtige ledere, som er klædt godt på til deres opgave, er en vigtig forudsætning for både at kunne fastholde de medarbejdere, vi allerede har, og gøre arbejdspladserne attraktive for nye medarbejdere.

Det er særligt vigtigt på dagtilbuds- og ældreområdet, hvor stabile medarbejdergrupper og god ledelse har direkte betydning for den hverdag og kvalitet, som børn, ældre og deres familier møder.

**Ledelse har betydning for hele arbejdspladsen**

Aqutsineq handler derfor ikke alene om at give den enkelte leder nye redskaber. God ledelse har betydning for medarbejdernes hverdag, samarbejdet på arbejdspladsen og i sidste ende den service, kommunen leverer til borgerne.

Gennem forløbet får mellemlederne mulighed for at udvikle deres ledelseskompetencer, reflektere over deres egen lederrolle og få redskaber, som kan anvendes direkte i hverdagen.

Forløbet blev gennemført på grønlandsk. Det er et bevidst valg for at sikre høj faglig kvalitet og samtidig skabe de bedste rammer for dialog, refleksion og læring blandt deltagerne.

**En investering i organisationen – og i borgerne**

Med omkring 193 gennemførte lederforløb ved udgangen af 2026 har Kommuneqarfik Sermersooq taget et stort skridt i arbejdet med at skabe et stærkt og fælles fundament for ledelse på tværs af kommunen.

Selvom den nuværende målsætning dermed er nået, stopper arbejdet med lederudvikling ikke her. Organisationen forandrer sig, nye ledere kommer til, og god ledelse kræver løbende udvikling.

Aqutsineq er først og fremmest en investering i mennesker: i lederne, som skal stå i spidsen for arbejdspladserne, i medarbejderne, som skal have en god arbejdsplads, og i sidste ende i de borgere, som hver dag er afhængige af kommunens tilbud og service.
